Solskinskoret er et kor for mennesker med hukommelsesudfordringer eller demens. Her synges smukke sange, som mange kender og kan huske, og sangen får lov at vække minder og skabe fælles øjeblikke af glæde, både for deltagerne og for deres pårørende.
Koret lægger vægt på fællesskab, glæde og samvær, og sang-stunden er tilrettelagt med god tid og ro. Der synges til klaverakkompagnement. Ledsagere fra den nærmeste familie eller venner er med for at give tryghed, og de synger også med i koret. Afslutningsvis er der kaffe, så der er tid til hygge og snak.












































































