Kurs inTRO er en quick-guide i kirkekundskab for nye medarbejdere og menighedsrådsmedlemmer i Folkekirken. Kurset giver et fælles sprog om det arbejdsfællesskab, man er en del af, og om hvorfor man går på arbejde eller til møder i kirken.
Undervisningen tager fat på emner som kristendom i børnehøjde, meningsfulde spilleregler i gudstjenesten, kirken i forhold til verden og sjælesorg på kirkegården og i kirkesangen. Hvert underviserteam består af en præst og en anden kirkelig medarbejder, så samtalen mellem ansatte, frivillige og præster bliver styrket.
Der kan tilvælges et ekstra fyraftensmodul, hvor en erfaren sjælesørger gennemgår, hvordan man bedre håndterer samtaler med sårbare mennesker i svære situationer.














































