Fisketorvet i Slagelse var engang langt mere end et torv. To gange om året blev pladsen fyldt med karle og piger, der mødte op for at finde en ny tjenesteplads ved byens folkemarkeder.
Folkemarkederne, som også blev kaldt tyendemarkeder, var en praktisk måde at skifte arbejde på i en tid, hvor man ikke satte annoncer i avisen efter tjenestefolk. Her mødtes arbejdsgivere og tyende ansigt til ansigt, når skiftedagen nærmede sig.
Skiftedagen lå tidligere på Mikkelsdag den 28. september, men blev senere fastsat til 1. november og 1. maj. Det fremgik også af tyendeloven fra 10. maj 1854, som i store træk samlede bestemmelser fra Danske Lov fra 1683. Loven slog fast, at skiftetid for tyende normalt var hvert år den 1. maj og 1. november, medmindre andet var aftalt. Tyendeloven blev senere afløst af medhjælperloven af 6. maj 1921.
Historikeren Ole G. Nielsen fortæller om traditionen i serien Kend din by, og en af de mest detaljerede beskrivelser stammer fra Årbogen for Historisk Samfund for Sorø Amt fra 1951. Her gengiver forfatteren August F. Schmidt en beretning fra Rigmor Dørge, født Villumsen, som oplevede markedet i Slagelse i 1890erne.
Hun beskrev, hvordan karle og piger stod på rad og række på Fisketorvet, ofte i fem til seks rækker. Mange havde alt, hvad de ejede, med sig – fra skabe og kommoder til trækufferter, vadsække og papirspakker. Der var især mange karle på torvet.
Ifølge beretningen blev tjenestefolk dengang typisk fæstet for et halvt eller helt år ad gangen. En dygtig karl eller bestyrer hos en enke kunne få omkring 100 kroner for sommeren og 50 kroner om vinteren, mens en andenkarl fik 80 kroner om sommeren og 40 kroner om vinteren.
Rigmor Dørge fortæller også, hvordan gårdmænd gik mellem rækkerne og vurderede de fremmødte. Samtalen begyndte ofte med spørgsmål om alder, navn, tidligere tjeneste og lønkrav. Hvis parterne blev enige, fik karlen en daler i fæstepenge og besked om, hvor tøjet kunne afleveres, før turen gik videre mod den nye plads.
Hun skrev blandt andet: “Karlen fik så besked om, at han kunne bringe sit tøj hen, hvor mandens vogn holdt. Og så kørte de kl. 6½ eftermiddag.”
Steder som Rosen, Nielsensminde og nogle af de store købmandsgårde fungerede som mødesteder, hvor folkene skulle melde sig.
En anden skildring findes i Årbogen fra 1944, hvor Aksel Rønnekilde Nielsen gengiver en gammel husmands oplevelse af markedet. Han fortalte, hvordan han en novemberdag uden plads gik til Slagelse og stillede sig på Fisketorvet blandt andre karle, alle iført deres bedste tøj. Husbondene gik rundt og så folkene an, læste i skudsmålsbogen og forhandlede løn.
Om sin egen aftale sagde han: “Omtalte Novemberdag ‘solgte jeg mit Skind’ til en Bonde ned ad Vollerupkanten til, og han gav mig en Daler i Fæstepenge.”
Folkemarkederne fandtes formentlig i flere danske købstæder, men overleveringerne er især kendt fra blandt andet Slagelse, Aalborg, Kolding, Haderslev, Ribe, Randers, Varde og Ringkøbing.
Selv om markedet i eftertidens øjne kan virke hårdt, peger kilderne på, at der ikke var tale om tvang. Der blev indgået aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og begge parter kunne sige ja eller nej.
