Særudstillingen Ofringer og guld præsenterer unikke fund fra Boeslunde og giver et tæt møde med de nyeste arkæologiske opdagelser fra området. Her kan man blandt andet opleve en gulddekoreret jernlanse, som for 2.800 år siden blev lagt ned som offer i en kilde.
Gennem mange år er der i området omkring Boeslunde dukket genstande af guld op, men forklaringen på, hvorfor de lå netop dér, var længe ukendt. Derfor gik arkæologerne i gang med at undersøge området nærmere, og det førte til fundet af en hidtil ukendt, gammel kilde, hvor guldet var blevet nedlagt som en ofring. I kilden fandt de tre helt unikke jernlanser, og to af dem er dekoreret med guld. Den ene af disse lanser er nu udstillet.
Fundene kan dateres til ca. 900-830 f.Kr., og dermed repræsenterer de Danmarks ældste jern. Samtidig viser guldet fra området, at der har været udført ofringer ved kilden, og at stedet i perioden fungerede som et vigtigt religiøst og økonomisk knudepunkt. I udstillingen kan du komme helt tæt på den fascinerende lanse og også se nogle af de guldspiraler, der er fundet i samme område.
Jernvåben med gulddekoration fra denne tid er yderst sjældne og har ingen direkte paralleller. Fundene fra Boeslunde giver derfor ny indsigt i de tidligste jernteknologier, udvekslingen af luksusmetaller i bronzealderen, offerritualer knyttet til vand samt den måde, pragtvåben indgik i elitekulturer og langdistance-netværk. Arkæolog og museumsinspektør Lone Claudi Hansen siger: "At vi fandt kilden, forklarede hvorfor alt guldet lå netop her. Men at vi oveni fandt to unikke gulddekorerede jernlanser, var en overraskelse - genstande vi ikke har set magen til før."
Udstillingen åbner også et kig ind i bronzealderens verden og giver en sjælden mulighed for at komme helt tæt på en 2800 år gammel kultpraksis. Gennem fortsatte analyser og dateringer håber forskerne at kunne afdække endnu mere om livet i yngre bronzealder. Entré: Alm. entré. Lokation: Slagelse Museum - del af Museum Vestsjælland.
