Historikeren, forfatteren og radioværten Asser Amdisen inviterer til en hurtig og provokerende gennemgang af Danmarks historie. Fortællingen begynder, da de første pilespidser bliver forlagt i Holsten for 12.000 år siden, og bevæger sig derfra frem mod stort set nutiden. Undervejs går det over stok og sten, men der bliver også plads til anekdoter og besynderlige historier fra Danmarks fortid.
Foredraget tager afsæt i hans bog 'En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie - fra begyndelsen til for nylig', som udkom første gang i 2017 og siden er kommet i flere oplag og udgaver. Især som lydbog har den været - og er stadig - en bragende bestseller. Asser Amdisen har desuden udgivet en lang række bøger, og til daglig er han vært på P1 programmet 'Kampen om historien'. Han har også optrådt på TV og i radioen i utallige meget forskellige sammenhænge.
Han lægger vægt på, at historie er vigtig, fordi den hjælper os med at forstå, hvor vi kommer fra, så vi bedre kan forstå nutiden og få redskaber til at forme fremtiden. Samtidig skal det gerne være underholdende, for som han siger: 'Historie er aldrig kedelig, men somme tider er historikere'..... Entreprisen inkluderer kaffe/the/vand og lidt sødt, og alle er velkomne på Liselund Højskole, Slagelse.



















