Kragerup Gods gør klar til en særlig udgave af sit julemarked, når arrangementet den 14. og 15. november 2026 kan fejre 30-års jubilæum.
Julemarkedet har gennem tre årtier været en fast tradition på godset og tiltrækker hvert år omkring 10.000 besøgende. Det, der begyndte i den gamle hestestald med 10 udstillere, fylder i dag både godsets stuer, selskabs- og konferencelokaler samt store telte.
Godsejer Regitze Sophie Dinesen ser tilbage på begyndelsen i en pressemeddelelse, skriver Nordvestnyt.
“Jeg tænker tilbage på dengang, vi startede julemarkedet, hvor jeg selv stod med en lille stand med hjemmelavede sæber og lys. Det, jeg ikke fik solgt, købte min farmor som regel,” fortæller hun.
I år byder markedet på over 120 boder med blandt andet håndlavet brugskunst og lokale specialiteter. Gæsterne kan også gå på opdagelse efter julegaver som smykker, keramik og brændte mandler i de historiske omgivelser, der bliver pyntet op til jul.
For børnene bliver der et familieområde med kreative aktiviteter, pandekagebagning over bål og godsets maskot Eddie Eigil. Julemanden lægger også vejen forbi, og børn kan bruge tid i trampolinparken Go Bounce.
Programmet rummer desuden musikalsk underholdning fra Slagelse Nissegarden og Nuclear Devils Drumband. Der bliver også mulighed for at besøge et madmarked eller spise en juleinspireret frokost i Restaurant Blixen.
Julemarkedet holder åbent begge dage fra klokken 10.00 til 16.00.
