Historiker Thomas Egeberg Johansen tager dig med ind i den britiske sabotageorganisation SOE, som uddannede og bevæbnede den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Aftenen handler om, hvordan agenter blev trænet til at arbejde i det besatte Europa, og om de usædvanlige opfindelser, organisationen udviklede.
Blandt de omtalte genstande er den lyddæmpede pistol, miniundervandsbåde og rottebomben, en død rotte, der blev gjort til en tidsindstillet bombe. Thomas fortæller også om nærkampssystemet DEFENDU og om de moralske grænser for at nå målene. Han har valgt en særlig fremstillet hofteskyder, en 'Remote Controlled Pistol', som sin genstand for aftenen.
Efter foredraget kan du se museets store udstilling med de ægte våben og gadgets.

















































