Tag med på en byvandring i Slagelse, hvor fokus er på vikingetiden og middelalderen i en af Danmarks ældste byer. Undervejs bliver der gjort ophold ved udvalgte historiske steder, så fortællingerne kan kobles direkte til byens spor i landskabet.
Slagelse har haft en større betydning i danmarkshistorien, end mange måske kender til. Byen blev grundlagt i vikingetiden, og i den periode blev der i kongsgården i Bredegade fremstillet nogle af Danmarks første mønter af engelske mønteksperter for Kong Knud den Store. En af disse mønter har endda en europæisk rekord. I begyndelsen af middelalderen opførte man også en af landets første stenbygninger, nemlig den første Sct. Mikkels kirke.
Derudover har byen lagt ramme om begivenheder med stor historisk vægt. I 1376 indkaldte Dronning Margrete 1. til rigsmøde i Slagelse, hvor hendes 6-årige søn, Oluf II, blev valgt som konge. Den begivenhed hænger på en indviklet måde sammen med danmarkshistoriens største guldskat, Slagelseskatten.
Guiden er middelalderarkæolog Martin Pavón, som leder turen rundt i byen, fortæller undervejs og svarer på spørgsmål. Byvandringen er desværre ikke egnet for gangbesværede, og det er nødvendigt at købe billet på forhånd. Prisen er 90 kr. Mødestedet er foran Slagelse Biblioteks hovedindgang i Stenstuegade 14, 4200 Slagelse. Lokationen er Slagelse Bibliotek & Borgerservice.
