En dag fyldt med viden, aktiviteter og fællesskab om, hvordan vi passer på os selv og hinanden, når hverdagen pludselig ændrer sig. Både børn og voksne kan deltage i oplevelser, der handler om beredskab – ikke blot praktisk forberedelse, men også om at hjælpe hinanden, finde pålidelig information og stå sammen i uventede situationer.
Blandt aktiviteterne kan du prøve førstehjælp, teste din viden om drikkevand, møde det lokale beredskab, prøve FGU's beredskabsbane eller lege i Gerlevs legecontainer. Der afholdes også talks og samtaler om beredskab, blandt andet sessioner om "Alene i Vildmarken" og "Ind i krisens maskinrum".
Praktisk info: Arrangementet finder sted onsdag 28. oktober 2026 på og omkring Korsør gamle rådhus, Caspar Brands Plads og Korsør Kulturhus. De åbne aktiviteter løber primært fra kl. 14-20. Deltagelse er gratis, men nogle aktiviteter kræver en gratis billet.














