Qi gong er en gammel kinesisk sundhedsteknik, hvor man står stille og udfører rolige, meditative bevægelser. Øvelserne koordineres med åndedrættet og en mental fokusering, så kroppens energiflow åbnes, og kroppens egne selvhelbredende kræfter styrkes.
Mange oplever efter træning øget velvære, mere ro, bedre søvn, bedre balance og større kropsbevidsthed. Qi gong kan desuden bidrage til at forebygge og lindre almindelige helbredsproblemer såsom forhøjet blodtryk, knogleskørhed, inflammationstilstande, angst og depression, og det kan have en positiv effekt på fordøjelsen.
Holdet bygger på enkle stående øvelser med meditation og åndedrætsarbejde. Øvelserne kan tilpasses den enkelte, så også personer med begrænsninger i bevægeapparatet kan deltage. Holdet er velegnet til både begyndere og øvede, og qi gong kan dyrkes af mennesker i alle aldre.








