Læseklubben Hekse, magi og historie inviterer til en fordybelse i heksekunstens mange spor. Her læses der bøger, som på forskellig vis kredser om hekse – både de historiske, de litterære og de mytiske.
Forløbet tager fat i alt fra historiske hekseprocesser og folketro til nutidige hekse skildret i fiktion og spiritualitet. Undervejs undersøges det, hvordan hekse gennem tiderne har været forbundet med visdom, styrke, naturens cyklusser og urkraft, og hvordan magi kan ses som en drivkraft for forandring og fordybelse. Der er plads i cirklen, uanset om interessen især ligger i historie, fantasy eller folklore.
Første bog udleveres på opstartsmødet den 26. august. Tilmelding gælder til alle mødegange, og der læses i alt fire bøger med forskellige vinkler på hekse.
Programmet er som følger: 26.8: Opstart og udlevering af første bog Kvinderne fra Weyward Cottage af Emilia Hart. 16.9: Vi taler om: Kvinderne fra Weyward Cottage og får udleveret: Voksbarnet af Olga Ravn. 7.10: Vi taler om: Voksbarnet og får udleveret: Heksenat af Deborah Harkness. 4.11: Vi taler om: Heksenat og får udleveret: Giftmagersken af Sarah Penner. 25.11: Vi taler om: Giftmagersken.
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding åbner 14. august kl. 10.00. Arrangementet foregår på Korsør Bibliotek. Emilia Hart er en britisk forfatter, og Weyward er hendes debutroman, som har gjort hende bredt kendt.
